Sjælesorgsnetværk ved Ansgars Kirken

Det er godt at have gode venner at tale med - også når det gælder samtaler om livet og troen. Men nogle gange undgår vi måske at tale om de dybeste ting; ensomheden, kampen, sorgerne og bekymringerne, ægteskabet, børnene, tvivlen, det brudte venskab, skammen og skylden.

Sjælesorg betyder at have omsorg for sjælen - omsorg for det hele menneske. I Ansgars Kirken er det altid muligt at søge samtale eller sjælesorg hos kirkens præster og sognediakon, men nu vil vi gerne udvide mulighederne via et sjælesorgsnetværk.

Ansgars Kirkens sjælesorgsnetværk består pt.af 3 ansatte og nogle frivillige i forskellige aldre og livssituation. Fælles er, at alle gennem liv og arbejde har erfaringer med sjælesorg og selv har oplevet vigtigheden af at få lov at tale med et andet menneske. Derfor stiller de sig nu til rådighed for samtaler. Klik her for mere info om sjælesørgerne.

Fælles for alle sjælesørgerne er, at de har tavshedspligt. Det betyder, at det, der deles i en samtale, kommer aldrig videre til andre. Sjælesorgsnetværket sørger for at der gives supervision og undervisning til sjælesørgerne, og netværket ledes af sognepræst Anders Jensen. 

En sjælesorgssamtale er alså en mulighed for at tale med et ganske almindeligt menneske om det, vi tumler med i livet; stort eller småt.Sjælesorg sker med et kristent udgangspunkt, og samtalen kan afsluttes med forbøn, hvis du ønsker det. Men ikke alle samtaler behøver at handle om troen.I en sjælesorgssamtale er der ikke færdige svar eller opskrifter på, hvad vi kan gøre for at få et let liv, men samtalen kan hjælpe til at finde klarhed og en mulig vej til forandring. 

Du kan kontakte sjælesørgerne direkte, og I aftaler selv, hvor samtalerne foregår. Alt efter behov kan der være tale om enkeltstående eller flere samtaler. I nogle situationer kan "samtalen" måske også foregå skrifteligt via mail eller andet. 

Sognepræsterne er også til rådighed for privat skriftemål, hvor den enkelte får tilsagt syndernes forladelse og velsignelsen men håndspålæggelse. Som er nyt tiltag fra juni 2017 vil en af præsterne have ophold i kirkerummet den sidste torsdag i hver måned fra kl. 15.00 - 17.00. Her kan man derfor bare komme indenfor og henvende sig, og så vil der være mulighed for både samtale og/ eller skriftemål.