I Ansgars Kirken deler vi stor glæde ved alsidig kirkemusik. Orgelet og sangerne understøtter menighedens salmesang ved gudstjenesterne. Den slidstærke salmetradition komplementeres af nyere rytmiske sange med inspiration fra bl.a. Taizé- og gospeltraditionen. Målet er, at alle elementer peger i samme retning – mod budskabet og søndagens tematik.

Frivillige hjælpere fra kirken får ejerskab i gudstjenesten ved at bidrage med at spille og synge. Klaver, guitar, cello, violin, tværfløjte, cajun, klarinet, mundharmonika er instrumenter benyttet ved gudstjenesten. Hvis man har lyst til at bidrage med musik eller at styre lyd til gudstjenesterne, er man velkommen til at kontakte organist Niels Jørgen Møller.

I løbet af året arrangeres koncerter med et bredt repertoire indenfor både rytmisk og klassisk musiktradition. Kirkens kor afholder hvert år både forårs og julekoncert.