Døden har ikke det sidste ord

- af sognepræst Anders Jensen

Ved enhver dåb og enhver begravelse hører vi lovprisningsordene fra 1. pet. 1,3.: Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Som kristne har vi det håb og den tro, at der er et liv bag død og grav. Et liv sammen med Gud, hvor der ikke længere skal være byrder at bære og tårer at græde. (Åb. 21,7)

Jeg læste i Kristeligt Dagblad en artikel om nogle af de danske modstandsfolk, der blev henrettet af Gestapo fra 1943 til 1945. En af dem, 19 årige Ejner Ole Mosorff, skrev i sit sidste brev, kun få timer før sin henrettelse:

"Kære far, mor og Melle! Jeg skriver her mit sidste brev til jer for at takke jer for alt det gode, I har været for mig. Jeg er i dag dømt til døden for mine handlinger, men jeg er ikke bange for at dø, da jeg mener, jeg har brugt mit liv til det bedste for Danmark. Hils alle i familien og tak dem for alt det, de har været for mig. Mit sidste ønske til jer er, at I ikke må sørge over mig. Hvis I lover det, er jeg glad. Fader, moder og Melle, Gud skal nok holde sin hånd over jer og skabe en god og lykkelig fremtid for jer. Jeg tror, vi møder hinanden efter døden, og i den tro går jeg i døden med fred i hjerte. Gud være med jer alle. Kærlig hilsen fra Ole."

Nu kan man selvfølgelige have dette håb om gensyn på niveau med håbet om at vinde i lotto. Hvis bare vi er heldige nok. Men vores håb baserer sig ikke på held, det er grundfæstet i Jesu opstandelse fra de døde. Derfor er det et levende håb, for så vidt som Jesus er levende.

Når vi siger samme lovprisning ved dåb og begravelse, er det for vi skal have det som ramme om vores liv. Fra fødsel til død lever vi under den overskrift der hedder, at døden ikke har det sidste ord at skulle have sagt, fordi Jesus opstod fra de døde. Det kan trøste ængstelige forældre ved dåben og knuste efterladte ved kisten. Når kisten råber: død, ende, undergang og mørke, råber troen: liv og opstandelse, og den gør det, fordi Jesus som den første overvandt døden. Ole skrev til sine forældre få timer før sin død: Jeg tror vi møder hinanden efter døden. Ja, det tror vi på, fordi vi gennem tro og dåb er forbundet med ham, og fordi vi ved enhver dåb og begravelse bliver mindet om det.

Levende håb, det er hvad vi har, fordi vores frelser er levende. Levende håb er, hvad vi kan gå døden i møde med. Levende håb er, hvad der engang skal blive til en glædelig opstandelse. Også for os.